Sociale klausuler sikrer unge i København praktikpladser. Ordningen er god, men skal omfatte flere lærlinge, mener 3F. Foto: Carsten Snejbjerg
Laurids Hovgaard, Fagbladet 3F, laurids.hougaard@3f.dk
Hvis du ikke har lærlinge ansat, kan du ikke bygge for os. Sådan sagde Københavns Kommune for halvandet år siden til virksomheder, der vil udføre kommunale byggeopgaver for over 10 millioner kroner. Det har sikret 76 praktikpladser på kommunale byggepladser. Det viser nye tal fra Københavns Kommune.
Selvom 76 praktikpladser ikke lyder af meget, er man alligevel tilfreds med resultatet i både 3F og Københavns Kommune.
- Virksomhederne, teknisk skole og fagbevægelsen har været enige om, at ordningen på en og samme tid er effektiv, ubureaukratisk og ganske fair. Så vi er godt tilfredse med at være foregangskommune på det her område, siger Frank Jensen, overborgmester i København.
I de kommende år skal der bygges for næsten ti milliarder kroner i Københavns Kommune. Det betyder, at endnu flere lærlinge skal gå på kommunale byggeprojekter. I alt regner Frank Jensen med, at kommunen kan være med til at sikre 350 praktikpladser over de næste tre år.
I 3F er man også glad for, at der tænkes i praktikpladser, når der skal bygges kommunalt.
- Sociale klausuler om lærlinge i København virker godt og sender et vigtigt signal til virksomhederne. Det er vi glade for. Men vi ser gerne, at ordningen udvides, så der bliver ansat endnu flere lærlinge på kommunale byggepladser, siger Jens Kirkegaard, faglig sekretær i 3F BJMF.
Det er ikke kun i København, at sociale klausuler er med til at sikre praktikpladser. Over halvdelen af landets kommuner og alle fem regioner har sociale klausuler om blandt andet lærlinge. Det viser en undersøgelse fra Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats. Det tal skal op, mener Frank Jensen.
- Det drejer sig om at få flere til at stille kravene. Jeg vil forsøge at påvirke både KL, regionerne og staten. Hvis vi alle sammen stiller krav om praktikpladser til at de samme entreprenører, vil det give langt større resultater, siger Frank Jensen.
Lagt på: 08. Februar 2012 05:00
Sidst ændret: 08. Februar 2012 10:22
Fakta |
|
Sociale klausuler i København
|