Priserne er i år steget mere end lønningerne.

Færre penge til jul

Der er færre penge at fejre jul for i mange danske hjem. Især 3F'erne har dårligere råd til julen i forhold til sidste år.

Julen varer længe og koster mange penge. Det sidste oplever især mange 3F'ere i år.

43 procent af 3F'erne har færre penge til gaver, flæskesteg og andre julegodter i forhold til sidste år.

Det viser en opgørelse, som Analyse Danmark har foretaget for Fagbladet 3F. Blandt den danske befolkning generelt oplever 26 procent, at der er færre penge at fejre jul for.

Flere kroner med mindre værdi

Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen undrer sig over, at tallene ikke er tættere på 100 procent. Han forklarer, at langt de fleste danskere i år har oplevet, at deres lønninger er steget mindre end priserne, mens skatten samtidig er steget.

- Det burde jo betyde, at der generelt var færre penge at fejre jul for, siger han. Han henviser til, at mange danskere ikke har det store overblik over deres økonomi.

- Det kan godt være, at der er flere kroner på kontoen, men kronerne er mindre værd, forklarer han.

Små lønstigninger

Ifølge økonom i 3F, Anita Vium, er der flere forklaringer på, hvorfor 3F'erne har færre penge til at fejre julen:

- Krisen har hærget, så lønstigningerne inden for mange 3F-brancher har været små. Men der har været prisstigninger, og derfor er rådighedsbeløbet blevet mindre.

Hun peger desuden på, at 3F'erne er ramt af stor ledighed.


Lagt på: 22. December 2011 10:00

Sidst ændret: 22. December 2011 11:26

Fakta

Undersøgelsen Undersøgelsen er lavet af Analyse Danmark blandet 1.021 medlemmer af 3F og 1000 tilfældige udvalgte borgere, så det afspejler befolkningen.

Undersøgelsen er lavet mellem den 14.12.2011 til 20.12.2011.