Efter en langvarig blokade og sympatikonflikt ved rådhuset i Skævinge indgik polske CKJ Enterprise en overenskomst med TIB og 3F. Men firmaet overholdt den ikke og er idømt bod for mere end 700.000 kroner. Foto: Mikael Hjuler
Af Jesper Nilsson, Fagbladet 3F, jesper.nilsson@3f.dk
Tag pengene og løb. Opgiv urigtige oplysninger til myndighederne og ignorer domstole og politi. Disse lyssky anbefalinger efterlever entreprenørselskabet CKJ Entreprise fra byen Slupsk i Polen til fulde.
Dermed har selskabets direktør Kryzstof Capar i mere end et år undgået at betale for de domme, han og selskabet har fået i Arbejdsretten.
Det drejer sig om en bod på 266.680 kroner fra august 2010 og en bod fra april 2011 på 288.464 kroner. Med procesrenter bliver det til et beløb på i alt 713.000 kroner.
Det er, hvad forhandlingssekretær Palle Bisgaard fra 3F's byggegruppe kan fastslå efter et langvarigt og forgæves forsøg på at inddrive pengene gennem advokatfirma, flere fogedretter og politiet.
- Det er stærkt krænkende for retsbevidstheden at se, at det polske firma helt bevidst ignorerer domsafgørelser, danske myndigheder og helt elementære spilleregler i samfundet. Det virker, som om myndighederne ikke kan håndtere de udenlandske firmaer, fastslår Palle Bisgaard.
Inddrivelsen af pengene lettes ikke af, at CKJ Enterprise flytter meget rundt i landet. Og at direktør Kryzstof Capar giver urigtige oplysninger til myndighederne.
I øjeblikket ligger sagen stille mellem Nordsjællands Politi og Fogedretten.
Politiet kan ikke juridisk identificere Kryzstof Capar og dermed anholde ham og fremstille ham i fogedretten. Modsat mener fogedretten, at politiet ikke anvender tilstrækkeligt med ressourcer på at pågribe manden. Eller som en ansat i fogedretten skriver i en mail til advokatfirmaet Rosberg & Haug: "Der er ikke noget nyt. Det går ikke så forfærdelig stærkt med anholdelserne, så du må nok væbne dig med tålmodighed".
Carsten Eriksen fra fogedretten i Helsingør oplyser, at rettens chef Trine Nørhede først kan udtale sig om sagen, når hun er tilbage fra ferie.
- Det er beskæmmende, at myndighederne tager så let på en juridisk afgørelse fra Arbejdsretten. Det nærmer sig polske retstilstande, som absolut ikke er en standard at tilstræbe, siger Palle Bisgaard.
Han henviser til, at BAT-kartellet har foreslået, at der etableres en tværgående specialenhed med kompetencer fra SKAT, politi, Arbejdstilsyn og andre relevante myndigheder til at øge kontrollen med udenlandske firmaer i Danmark.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør Kryzstof Capar fra CKJ Enterprise.
Lagt på: 20. Oktober 2011 11:30
Sidst ændret: 06. December 2011 14:08
Fakta |
|
Øget kontrol
|