Ankestyrelsen har underkendt Randers Kommune i principsager, hvor et privat firma ulovligt har taget sygedagpenge fra flere borgere.
Af Morten Halskov og Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, morten.halskov@3f.dk, asger.havstein@3f.dk
Mindst fire borgere har fået Ankestyrelsens ord for, at det var ulovligt, da Randers Kommune lod et privat firma stoppe deres sygedagpenge. Kommunen gav firmaet Ressourcekonsulenter tilladelse til at bestemme, at blandt andre 56-årige Merete Kruse skulle miste sine sygedagpenge.
Men afgørelsen er ”ugyldig”, fastslår Ankestyrelsen. Randers Kommune skal derfor genbehandle sagen.
Dermed bakker styrelsen op bag tilsvarende afgørelser, som Beskæftigelsesankenævnet har truffet tidligere på året i sager, hvor Falck Healthcare ulovligt har frataget borgere i Randers og Kolding deres sygedagpenge. Private aktører må ikke træffe myndighedsafgørelser på vegne af en kommune.
Merete Kruse arbejdede som taxachauffør, før hun blev sygemeldt i 2008. Årsagen til sygemeldingen var, at hun havde problemer med spjæt i især det ene ben. Lægerne frygtede, at hun havde epilepsi, gav hende medicin og tog straks kørekortet fra hende. 3F'eren blev sygemeldt og fik udbetalt sygedagpenge.
Men 13. april 2009 meddelte den private aktør Ressourcekonsulenter til Merete Kruse, at hendes sygedagpenge stoppede seks dage senere, og at hun var meldt rask.
- Så havde jeg ingen indtægt. Firmaets sagsbehandler var så ubehøvlet. Jeg var ikke rask. Lægerne var ikke en gang halvt færdige med at udrede mig, siger Merete Kruse.
3F klagede på vegne af sit medlem over den private aktørs afgørelse i sagen. Beskæftigelsesankenævnet ophævede derefter afgørelsen. Randers Kommune ankede kendelsen, men siden har nævnet - og nu også Ankestyrelsen - afgjort, at det private firmas afgørelse er ugyldig.
- Kommunen er ikke til for os. Det er under al kritik, at det tager så lang tid at afgøre de her sager. Jeg ved stadig ikke, om jeg får udbetalt de sygedagpenge, som jeg blev frataget, siger Merete Kruse.
Lederen af sygedagpengeafdelingen i Jobcenter Randers, Katrine Axél, har ikke kommentarer til, om kommunen har trukket sygedagpengesagerne i langdrag.
- Det er selvfølgelig ikke optimalt, at folk har måttet vente så længe. Nu gennemgår vi sagerne og har lagt en plan for, hvordan vores egne medarbejdere får klaret den opgave, siger hun.
Merete Kruse kan ikke klare at arbejde, fordi hun har ondt i samtlige muskler i arme og ben. Siden 1. oktober i år har 3F'eren fået førtidspension.
Lagt på: 11. November 2010 08:32
Sidst ændret: 14. December 2010 11:04
Fakta |
|
Lang sagsbehandling
|