Dårligt psykisk arbejdsmiljø er skyld i hver tredje sygedag. Arkivfoto

Hver tredje sygedag skyldes det psykiske arbejdsmiljø

Næsten en tredjedel af fraværsdagene på danske arbejdspladser skyldes dårligt psykisk og socialt arbejdsmiljø. Det konkluderer ny undersøgelse.

29 procent af alle fraværsdage på arbejdspladserne skyldes det psykiske arbejdsmiljø. Det konkluderer en ny ph.d.-afhandling fra Arbejdsmedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital.

Afhandlingen er en opfølgning på en to år gammel undersøgelse af det psykiske og sociale arbejdsmiljø på danske arbejdespladser - den såkaldte PIFT-undersøgelse.

Afhandlingen viser, at manglende indflydelse på eget arbejde er den faktor, der har størst indflydelse på sygefraværet. Medarbejderne bliver ganske enkelt syge, hvis de ikke føler sig værdsat på arbejdet.

Hvis man har indflydelse på sit eget arbejde, kan man måske bedre påvirke andre psykiske faktorer, for eksempel krav og travlhed, der ellers kunne have negativ indflydelse, forklarer forskeren bag undersøgelsen, speciallæge i arbejdsmedicin, Martin Lindhardt Nielsen.

- Men mangler man denne indflydelse, bliver de andre aspekter ofte endnu mere frustrerende, siger Martin Lindhardt Nielsen.


Højt fravær en overraskelse

Ifølge lægen er det egentligt ret logisk, at dårligt psykisk og socialt arbejdsmiljø kan ses på sygefraværet.

- På den ene side er det jo banalt logisk, at der er denne sammenhæng. Men det har knebet med dokumentationen. Så selvom resultaterne ikke kom bag på os, har styrken i sammenhængen nok overrasket os, siger Martin Lindhardt Nielsen.

Han anbefaler på baggrund af den gamle PIFT-undersøgelse og afhandlingen, at det psykiske og sociale arbejdsmiljø bør tages i betragtning, når man skal nedbringe sygdomsfraværet fremover.

Nu skal der handles

Martin Lindhardt Nielsen mener, at det er på tide at handle, nu hvor flere undersøgelser har påvist sammenhæng mellem det psykiske arbejdsmiljø og sygefravær.

- Der er en tendens til, at forskere konkluderer, at der er brug for mere forskning. Men lige præcis når det gælder sådan noget som betydningen af folks indflydelse på eget arbejde, så er det nu så tilpas dokumenteret, at man kan begynde at bruge det i forebyggelsen, siger lægen.




Lagt på: 23. September 2010 00:06

Sidst ændret: 23. September 2010 13:54

Fakta

Om PIFT-undersøgelsen PIFT blev gennemført af Arbejdsmiljøinstituttet (det nuværende Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø).

Undersøgelsen omfattede 52 arbejdspladser med i alt 2.730 ansatte.

Til analyserne sammenlignede man fraværsstatistikken fra arbejdsgivernes personalekontorer med, hvordan medarbejderne oplever det psykiske arbejdsmiljø.

Læs mere om afhandlingen her

Kilde: Videncenter for Arbejdsmiljø