For mobbeofre er det svært at starte på jobbet efter sommerferien. Og hos Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak! ruster de sig til de kommende uger. Arkivfoto

Mobbeofre frygter at skulle tilbage i job

Forening mod Voksenmobning ruster sig til uge 31-32. Ny hotline spændt på de første ferieerfaringer.

For mobbeofre er det svært at starte på jobbet efter sommerferien. Og hos Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak! ruster de sig til de kommende uger.

- I denne uge holder halvdelen af danskerne jo ferie. Men fra sidste år ved jeg, at der bliver travlt i ugerne 31 og 32, når folk skal tilbage på job. Så begynder de igen at frygte, hvad der sker på arbejdet, siger formand Gitte Strandgaard .

Gitte Strandgaards forening har en hotline, der er åben hver eneste onsdag aften året rundt. Men hendes mobil er åben for sms'er hele tiden. Og selvom sommeren er en lidt mere stille tid, er der mere end jævnligt mobbe-ramte, der henvender sig.

- Mange af dem, der kan hjælpe, holder jo også selv ferie. Men så er det vigtigt at få snakket om, hvad den mobbede selv kan gøre. Det ikke at vide, hvordan man kan handle, gør folk skingrende sindssyge, siger Gitte Strandgaard.


Erfaringer til gode

Arbejdstilsynets mobbe-hotline startede 22. april. Ifølge tilsynschef Hanne Sofie Tromborg Olsen er der lige nu lidt mere roligt end til hverdag i det callcenter, der tager imod opkald om både mobning og andre problemer på jobbet.

- Da det er første sommer, hotlinen kører, har vi været spændte på antallet af henvendelser i ferietiden. Der skal jo altid sidde medarbejdere med erfaring og viden om mobning og psykisk arbejdsmiljø ved telefonen.

Linjen er åben alle hverdage i dagtimerne. Arbejdstilsynet har endnu ikke offentliggjort statistik over, hvor mange der har ringet ind til linjen, der er oprettet som led i regeringens indsats mod mobning på jobbet.

Af og til henviser hotlinen til Gitte Strandgaards forening, hvis nogen skal hjælpes hurtigt.

- I første omgang har de fleste brug for et læsse af-rum. At få skreget ud, så de kan få taget lidt hul på de største pinsler, siger Gitte Strandgaard.



loading...

Lagt på: 28. Juli 2010 00:06

Sidst ændret: 28. Juli 2010 10:50