Selvmord, alkoholmisbrug og rygning. Det er nogle af grundene til, at arbejdsløse mænd har en overdødelighed på 30-50 procent. Særligt arbejdsløse mænd i 30-40-års-alderen risikerer at dø. Arkivfoto: Kennet Havgaard.

Mænd dør af arbejdsløshed

Mænd uden arbejde har en overdødelighed på 30-50 procent. Især de 30-40-årige er i fare for at dø.

Selvmord, alkoholmisbrug og rygning. Det er nogle af grundene til, at arbejdsløse mænd har en overdødelighed på 30-50 procent. Særligt arbejdsløse mænd i 30-40-års-alderen risikerer at dø. Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra AKF, Anvendt Kommunal Forskning.

- Der er en markant højere dødelighed blandt arbejdsløse mænd. Hos kvinderne er der slet ingen overdødelighed at spore, siger ph.d.-studerende Henrik Lindegaard Andersen, som har stået for undersøgelsen.

Han mener, at mænd i 30-40-årsalderen rammes hårdest, fordi de har fået familie og hjem. Det økonomiske ansvar ligger stadig primært på mændene, og derfor lægger arbejdsløshed også et større pres på dem.

- Det medfører for nogle en mere risikobetinget adfærd, siger Henrik Lindegaard Andersen.

Mænd finder identitet i jobbet

Om undersøgelsen

Henrik Lindegaard Andersen har undersøgt dødelighedstal for henholdsvis erhvervsaktive og ledige, i alt 232.000 personer, hvoraf 122.834 er mænd og 110.006 er kvinder. Undersøgelsen strækker sig over en periode på 13 år.

Mænd håndterer arbejdsløshed dårligst, fordi de er handlingsorienterede. De er simpelthen dårlige til at håndtere uvished omkring deres arbejdsliv og omkring fremtiden generelt.

- Mænd skaber deres identitet gennem jobbet. Når de så bliver arbejdsløse, lider de et identitetstab, forklarer arbejdspsykolog Anton Eg Andersen.

Og det kan let lede mændene ud i en livskrise, der kan medføre depression og i værste fald selvmord. Den største årsag til selvmord er nemlig depression.

- Kvinder er meget bedre til at tænke hele vejen rundt om livet. De finder en identitet gennem børn og personlige interesser, siger Anton Eg Andersen.


Lagt på: 31. Marts 2010 06:00

Sidst ændret: 31. Marts 2010 09:11

Fakta

Flest arbejdsløse mænd 5,1 procent af de arbejdsløse er mænd, mens kun 3,5 procent af kvinderne er ramt. I juni 2008, da arbejdsløsheden var lavest, havde mænd en arbejdsløshed på 1,5 procent. Kvindernes arbejdsløshed lå dengang på 1,8 procent.

Kilde: AE dba. Danmarks Statistik