Lærlinge og elever er utilfredse med manglende praktikpladser. Derfor råber de politikerne op mandag 22. marts foran Undervisningsministeriet. Foto: Harry Nielsen

Unge: praktik til alle

2009 blev et katastrofalt år for praktiksøgende. Aktion foran Undervisningsministeriet mandag 22. marts skal råbe politikerne op.

7195 unge står uden praktikplads i erhvervslivet. Og selvom blandt andre håndværksmestre og restauranter lokkes med en klækkelig bonus for at tage elever under vingerne, er der ingen tegn på bedring.

Det får de unge til at lufte utilfredsheden. Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) og LO Ungdom er gået sammen om at råbe politikerne, og ikke mindst den nye undervisningsminister, op. Det sker mandag morgen 22. marts foran Undervisningsministeriet.

Hænger i bremsen

Ifølge ungdomskonsulent i LO Matias Bredde Jensen er tidspunktet for aktionen ikke tilfældigt. Det er første møde mellem den nye undervisningsminister Tina Nedergaard (V) og arbejdsmarkedets parter.

Hun er dog ikke den eneste, EEO og LO Ungdom prøver at råbe op.

- Vi er snart tæt på 8000 elever uden praktikplads. Aktionen er ikke kun et signal til undervisningsministeren. Det er især også et signal til arbejdsgiverne, der hænger i bremsen, siger han.

Sociale klausuler

Under parolen ”Praktikpladser til alle” vil aktionen give flere bud på løsninger af problemet med praktikpladssituationen.

- Vi foreslår at indføre praktikvirksomheder, hvor elever kan være med til at udføre opgaver, der er varige. For eksempel renovering af skoler. Derudover skal det offentlige indføre sociale klausuler med byggeriet, siger Matias Bredde Jensen.

Sociale klausuler er krav til virksomheder, som udfører arbejde for eksempelvis kommuner, om at have lærlinge. Københavns, Århus og Aalborg kommuner har tidligere luftet planer om netop at indføre sociale klausuler.


Lagt på: 19. Marts 2010 09:50

Sidst ændret: 19. Marts 2010 12:13