Efter længere tids ballade om løndumping på Harboe er der nu for første gang reel udsigt til en løsning.
Af Peter Keiding, Fagbladet 3F, peter.keiding@3f.dk
Efter længere tids ballade om løndumping på Harboe er der nu for første gang reel udsigt til en løsning.
I går blev der nemlig afholdt møde mellem bryggeriet, arbejdsgiverne og fagforeningen på fabrikken i Skælskør.
Det bekræfter Bjarne Mortensen, forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe.
- Vi holdt møde med DI og Harboe og drøftede de problemer, der har været fremme den senere tid, siger han.
På dagsordenen var den omfattende underbetaling af ungarere ansat via underentreprenører, som Fagbladet 3F har afsløret.
- Her aftalte vi, at vi nu skal have afklaret hele spørgsmålet om de udenlandske arbejdere på virksomheden. Målet er selvfølelig at finde en løsning, siger Bjarne Mortensen.
Denne løsning skulle gerne komme i hus på et nyt møde mellem de tre parter. Det skal afholdes 24. eller 25. marts.
Ledelsen på Harboe er også godt tilfreds med mødet.
- Jeg synes, at vi havde en god dialog. Vi blev budt op til dans, og så må vi se, om vi kommer til at danse ved næste møde. Der skal jo to til en tango, siger Harboes koncerndirektør, Ruth Schade.
3F har stadig konfliktvarsler mod flere af de ungarske underentreprenører. De er dog udskudt til efter mødet i slutningen af marts.
Lagt på: 12. Marts 2010 12:10
Sidst ændret: 12. Marts 2010 15:42
Fakta |
|
Konfliktvarsler mod underentreprenører
De positive takter fra sidste uges møde med Harboes ungarske underentreprenør ENT-EXT er blevet gjort til skamme. Forhandlingerne er nemlig brudt sammen. |