Markant udvikling: 60 procents stigning i tilkendelse af førtidspensioner på grund af psykisk sygdom fra 2001-2008. Foto: Søren Zeuth
Af Kamille Lindholm, Fagbladet 3F, kamille.lindholm@3f.dk
Ondt i psyken sendte sidste år godt 7.500 danskere på førtidspension. Det er en stigning på 60 procent siden 2001. Og ifølge Ankestyrelsens Årsstatistik skyldes mere end 49 procent af tilkendelserne af førtidspension en psykisk lidelse.
Hvert fjerde medlem af 3F har på et tidspunkt haft en psykisk sygdom. Det viser en undersøgelse lavet af Analyse Danmark for Nyhedsbrevet 3F.
- Mange af de job, vores medlemmer har, er stressende, da de ofte arbejder ved maskiner og under tidspres. Ofte har de for lidt indflydelse på arbejdsgangen, siger Henrik Hansen. Han er konsulent ved fagpolitisk center for arbejdsliv i 3F.
Han understøttes af psykolog Michael Danielsen fra Erhvervspsykiatrisk Center.
- Arbejdet kan være med til at give enten angst eller depression, hvis man i en længere periode er under stor stresspåvirkning, siger han.
Angst og depression har hver femte 3F'er levet med. I fagforbundet er man opmærksom på problemet.
- Vi satser på at få bedre arbejdspladser, hvor 3F'erne får mere indflydelse på deres daglige arbejde. Det kan hjælpe på problemet, siger Henrik Hansen.
Lagt på: 19. November 2009 11:21
Sidst ændret: 19. November 2009 13:59
Fakta |
|
Hvad er angst?
Angst er en af de mest almindelige psykiske sygdomme i Danmark. Omkring 350.000 lider dagligt af angst, og hver femte dansker vil på et tidspunkt i deres liv blive ramt af lidelsen. |