Om igen med ungepakken. Det kan gøres bedre. De unge skal have en reel sikkerhed for at få kvalificerede tilbud, mener forbundssekretær i 3F Per Christensen.
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk
Regeringens ungepakke rettet mod 15-17-årige, der ikke er i uddannelse eller job, har gode elementer. Men svaghederne er desværre endnu større, mener 3F.
- De gode elementer overskygges af tvang og manglende præcisering af kommunernes forpligtelse. Oplægget indeholder ikke et ord om, hvordan pakken skal finansieres, siger forbundssekretær i 3F Per Christensen.
Han tror ikke på, at tvang hjælper, når man vil have unge til at tage en uddannelse.
- De fleste af de unge, der ikke starter på en uddannelse efter folkeskolen mangler kompetencer. Der skal tages anderledes understøttende hånd om dem. Tvang og økonomiske trusler hjælper ikke, siger han.
Til gengæld er 3F enig med regeringen i, at det er kommunerne, der skal sikre, at de unge er parate til at tage en ungdomsuddannelse.
- Men i afbureaukratiseringens hellige navn lægges der op til at slække på centrale krav til kommunerne. Det fører ikke til en ensartet og god løsning i kommunerne. Nu må politikerne se at få forhandlet en ordning på plads, hvor tvang fjernes som motivationsfaktor og hvor kommunerne forpligtes, siger Per Christensen.
Lagt på: 08. Oktober 2009 11:39
Sidst ændret: 10. Oktober 2009 19:29