Lederen for blandt andet rådhusbetjentene på Københavns Rådhus ville give de ansatte mundkurv på. Det var en tand over stregen, lyder det nu fra sekretariatschef.
Af Helene Olesen, helene.olesen@3f.dk, Fagbladet 3F
"Det skal indskærpes på det kraftigste, at I ikke må udtale Jer til pressen. Lige meget hvilket situation, så skal I henvise til Vores Pressechef Erik Bjørn Møller eller kommunikationsafdelingen Carsten Johnsen."
De ord modtog en række rådhusbetjente og andre ansatte på Københavns Rådhus for to uger siden i en mail fra afdelingsleder af Rådhusvagten, Jørgen Pyrmer.
- Der må være noget galt. Det knægter jo helt vores ytringsfrihed, var reaktionen fra en forundret 3F'er, Karsten Nielsen.
Han gik til sin fagforening 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, da han modtog mailen.
- Vi har henvendt os til kommunen for at få at vide, hvad de mener. For det her er klart skudt over målet og helt i strid med reglerne om ytringsfrihed, siger faglig sekretær, Niels Erik Nielsen.
Afdelingsleder Jørgen Pyrmer er på ferie indtil 13. oktober. Men 3F's Nyhedsbrev har fået opklaret, hvad kommunen mener hos sekretariatschef i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Thomas Jakobsen.
Han understreger, at ingen i Københavns Kommune på nogen måde prøver at knægte de ansattes ytringsfrihed.
- Vi beklager meget det, der er sket. Det er slet ikke udtryk for København kommunes politik. Mailen var en tand over stregen, siger Thomas Jakobsen.
Mailen blev sendt i forbindelse med, at en rådhusbetjent havde udtalt sig til gratisavisen 24timer om, hvordan fremmede desværre i ny og næ kan vade direkte fra gaden ind og stjæle fra rådhuset. Men rådhusbetjenten havde for så vidt ikke "talt over sig".
- At kontakte vores kommunikationschef og pressechef er ligeså meget en hjælp til den enkelte ansatte om, hvad der er klogt at sige. Men det er absolut ikke et krav, at det skal ind over presseafdelingen. De ansatte har lov til at sige, hvad de vil, og hvad de mener. Det står højt på dagsordenen i hele vores ledelsesfilosofi, siger Thomas Jakobsen.
Kommunen vil nu skrive et brev til 3F med en mere officiel beklagelse.
Lagt på: 03. Oktober 2008 00:06
Sidst ændret: 03. Oktober 2008 12:20
Fakta |
|
Alt for vidtgående
I 3F’s juridiske sekretariat forklarer advokat Helle Sønderskov Sørensen, at der ikke er nogen præcis grænse for, hvad man må eller ikke må sige om forholdene på sin arbejdsplads. |